Jeg har OCD, som gør det sværere for mig at være i verden, og bl.a. derfor blev jeg anbefalet, at jeg ville have godt af at gå på en STU. Jeg var ude at besøge flere STU-skoler, men på Annexgaarden følte jeg mig tryg med det samme, og derfor vidste jeg allerede dén dag, at det var her, jeg ville gå.
På Annexgaarden er jeg Nadia, ikke en udgift eller et sagsnummer. Her bliver jeg set og hørt, og jeg får den hjælp, jeg har brug for i forhold til min OCD, og selvom jeg har det meget svært med bakterier, kan jeg være her. Her er ingen udskamning, ikke noget pinligt ved at have OCD. Her føler jeg mig ikke mærkelig.
Bliver mødt med omsorg
Jeg er også blevet bedre til at lytte til mig selv og til at reagere på dét, jeg hører indefra. Hvis ikke jeg selv kan mærke det, så er der nogle af de ansatte, der kan mærke mig og møder mig med den omsorg, jeg har brug for.
Jeg går kun meget sjældent hjem og har haft en dårlig dag, og de dage, hvor jeg kommer og er i dårligt humør fra morgenstunden, der vender det stort set altid i løbet af dagen – enten bare ved at være her eller med hjælp til at sætte ord på.
Hvis jeg er irriteret eller sur, så kan jeg have svært ved at komme ud af det selv, men når jeg bliver spurgt ind til, hvad der ligger bag min reaktion, så kan jeg sættes i bevægelse.
Håb for fremtiden
Før tænkte jeg ikke sådan rigtigt, at jeg havde en fremtid, men nu tænker jeg, at det har jeg måske alligevel. Før ville jeg bare gerne være rask, men jeg har aldrig troet på, at det kunne lade sig gøre – nu tror jeg på, at det måske kan lade sig gøre, og at jeg måske kan blive til noget i livet.
Mine forældre er også glade, fordi det er første sted nogensinde, hvor jeg for alvor har rykket mig.
Annexgaarden har flyttet mig fra en skræk for førtidspension til håb for fremtiden.
Nadia, 21 år